Aaahhh, så er der sommerferie!
For mange betyder det en pause fra hverdagens rytme og lidt mere fri til det, vi længes efter.
Og alligevel oplever nogen af os, at der bliver ved med at komme noget i vejen, så vi ikke rigtig når til det, vi egentlig havde glædet os til.
Måske var det…
at tage en middagslur,
se en film midt på dagen,
læse en god bog,
gå nogle flere ture i stilhed,
...eller noget helt andet.
Jeg kan selv have svært ved at få gjort de ting, når jeg har fri, selvom jeg har lyst.
Og det synes jeg faktisk er lidt irriterende. Ligesom det dræner mig for energi, når der aldrig bliver plads til det, jeg længes efter.
Det fik mig til at stille mig selv spørgsmålet:
Hvorfor vælger jeg egentlig pausen fra, når jeg længes sådan efter den?
…Og endda har mere fri til den?
🎧 Lyt med
Jeg har lavet en lydfil på ca. 10 minutter, hvor jeg folder spørgsmålet lidt mere ud. Du er velkommen til at lytte med, hvis du også er nysgerrig på emnet.
Måske opdager du noget ved dig selv og dine omgivelser, som du ikke har lagt mærke til før.
Min egen refleksion
Èn af de overvejelser, jeg gjorde mig, var det her med, hvordan jeg let kan begynde at placere skyld, når jeg igen og igen ikke får opfyldt mine egne ønsker og behov.
Måske kan du genkende det?
Mine tanker søger let over i forklaringer som:
”Det er på grund af…
…børnene der kræver mig,
…de aftaler, vi har lavet,
…manglende planlægning af tid for mig selv,
…jeg aldrig har været god til at holde pauser,
…alt det, der hele tiden skal gøres, uanset om vi har fri eller ej."
Sagen er bare, at det ikke har bragt nogen ændringer at tænke sådan. Det har blot gjort mig mere træt. Irriteret. Og nogle gange lettere opgivende.
Jeg er derfor begyndt at lægge mit fokus et andet sted.
Nemlig på det øjeblik, hvor jeg selv kommer til at vælge pausen fra.
Det lyder måske som en lille forskel, men for mig har den været vigtig. Og det er netop det, jeg fortæller mere om i lydfilen.
Det kan du tage med dig
Næste gang du egentlig havde lyst til en pause, men gjorde noget andet, så prøv blot at lægge mærke til:
Hvad skete der egentlig lige inden, du valgte noget andet?
Du behøver ikke ændre noget endnu. Vær blot nysgerrig på dig selv.
Hvis du har lyst...
Måske behøver du ikke finde løsningen lige nu. Måske behøver du bare en ny lille erfaring med at skabe et øjebliks plads til dig selv midt i både ferien og hverdagen.
Derfor har jeg lavet lydserien: Pauser du har tid til midt i familielivet.
I løbet af en uge får du syv mikropauser leveret direkte i din indbakke én efter én - som små lydfiler på 4-10 minutter. De er skabt til at hjælpe dig med at vende opmærksomheden tilbage til dig selv lige dér, hvor det ellers bliver svært.
Du kan hente mikropauserne her.
Kærligst,
Britta
